Jeg vil til en start bruge tid på at få afklaret dine ønsker til forløbet.
Vi skal i fællesskab udfolde dit ”landkort”. Altså dine kompetencer, iboende vanskeligheder, sårbarheder, familiære baggrund, oplevelser i livet, værdier og drømme. Det er dit fundament, og vi vil kigge på, hvad der fremmer målet, og hvad der evt. hæmmer.
Jeg tror på, du besidder de ressourcer, der skal til for at finde en større tilfredshed og trivsel i livet. Sammen kan vi genfinde dine ressourcer og få dem bragt i spil.
Er der brug for kontakt og møder med andre fx uddannelsesinstitutioner, kommunen eller private relationer, deltager jeg gerne.
Når forløbet er i gang, vil du ikke bare være en tilfældig brik i mit arbejdsliv. Du vil være en vigtig samarbejdspartner, og jeg ser det som en gave at få lov til at følge og se dig udfolde nye sider og måske blive bedre i stand til at værdsætte og respektere den du er.
Du kan betragte mig som en slags livsvejleder, du kan have brug for i kortere eller længere perioder af dit liv. En livsvejleder der kigger på det hele liv, ikke blot et ensidigt fokus, men tager dig med hele vejen rundt.
Tilgængelighed er vigtig for mig. Ikke nødvendigvis kun ved fysisk fremmøde men også via mail, sms og telefon, hvis det giver bedst mening. I en forandringsproces kan det ofte være nødvendigt at handle hurtigt på aftaler og gøremål.
Nøgleord for mig i samtalerne er ligeværdighed, åbenhed, nærvær og næstekærlighed.
