Stress

Måske lever du et liv med mange gøremål, og du hører ofte dig selv fortælle, at du har travlt og er stresset. Du har måske en oplevelse af, at du har mange ting, du skal nå og forholde dig til, og det hele virker i perioder uoverskueligt. Du er muligvis i risiko for at udvikle stress.

Stress reducerer din evne til at danne dig overblik over situationer, din hukommelse bliver dårligere, og dit kognitive niveau forringes. Du bliver med andre ord en dårligere udgave af dig selv. Og du oplever sikkert også, at du hurtigere kan blive vred, opgivende og ked af det.

Man kan tale om kortvarig og langvarig stress. Kortvarig stress skærper opmærksomheden, koncentrationen og hukommelsen og er brugbar i situationer, hvor du skal handle hurtigt og måske endda træffe livsnødvendige beslutninger på kort tid. Kortvarig stress gør, at du præsterer bedre fx til en eksamen.

Hvis en stresstilstand varer ved i længere tid, og man ikke dagligt får koblet af og sovet tilstrækkeligt, kan man være i fare for at udvikle langvarig stress. Graden af stress vil afhænge af, hvor kraftig belastningen er, og om du får støtte fra omgivelserne. Dine tidligere erfaringer og egen sårbarhed vil også have betydning.

Din stress kan blive iboende. Du mærker sandsynligvis, at du ikke er glad og har måske endda en fornemmelse af, at noget er helt galt, men du er ikke i stand til at gøre noget ved det.

I samtalerne vil vi undersøge, hvad der udløser din stress. Måske er den kommet langsomt snigende gennem flere år, eller måske er den udløst af en krævende livsomstændighed. Vi vil kigge på dine valg og strategier, og du vil blive støttet i at få en større opmærksomhed på, hvordan du får samlet kræfter og passet på dig selv.