Parsamtaler

At leve og fungere i vores nære relationer er afgørende for vores trivsel, energi og overskud. Forskning viser, at mennesker der lever i gode, nære relationer, lever længere og føler sig lykkeligere. Det er imidlertid ikke altid en nem sag. Det kræver indimellem hårdt arbejde og mange kampe. Kampe som dog er berigende, hvis du er i stand til at se potentialet i dem. Du vil nemlig herigennem få et større kendskab til dig selv, blive bedre i stand til at give udtryk for dine ønsker og behov og samtidig have øje for at møde din partner i hans / hendes ønsker og behov. Derfor er de nære relationer så værdifulde.

Parforholdet kan betragtes som en udviklingsrejse, hvor I med tiden når dybere og dybere ind i kontakten og nærværet med hinanden.

I lighed med andre rejser kan det i perioder være værdifuldt at få en rejseguide med på dele af turen. En ledsagerske der nænsomt tager jer i hånden på ukendte og uberørte områder, og guider jer igennem terrænet – i jeres tempo. I kan betragte mig som denne ledsagerske. Vi vil arbejde med at finde glæden og respekten mellem jer, finde tilbage til de følelser, der startede jeres fælles liv, og de håb og drømme I havde for forholdet.

Måske har hverdagens mange gøremål fået overtaget, måske føler du dig ikke mødt af din partner, måske mangler du nærvær og lidenskab, måske lukker du af for dine inderste drømme, måske er sexlivet sat på pause. At prioritere parsamtalen er altid en sund og givende beslutning, uanset om du er i et nyt eller gammelt forhold, om forholdet er konfliktfyldt eller harmonisk og blot trænger til ”et frisk pust”.

I skal regne med små hjemmeopgaver baseret på samtalerne.