Ensomhed kan have mange udtryk. Nogle gange er det tydeligt for omgivelserne, fordi det medfører isolation og tilbagetrækning, andre gange er det en følelse, kun den enkelte er vidne til, og der sættes muligvis en ydre facade op, som signalerer glæde og overskud. Uanset kan det være svært at åbne op og tale med nogen om det; også fordi ensomhed ofte er tabubelagt. Dit mindreværd kan risikere at vokse og kan få konsekvenser for dit overskud og væren i verden. Du kan føle dig usikker og uelsket og kan mest af alt have lyst til at trække dig og gemme dig for en stund. Det er helt naturligt, og kan også være nødvendigt. Faren er dog, at denne strategi kan blive langvarig og kan medføre yderligere isolation og angst. Du bliver bekræftet i dine negative overbevisninger om dig selv, og det kan blive sværere og sværere at vende tilbage til livet og tage aktivt del i det. Du er kørt fast og kan ikke selv se en vej ud.
Men der er en vej!
I samtalerne vil vi arbejde med at komme tilbage på vejen igen. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men det kommer til at ske, og du vil få hjælp til hele tiden at arbejde i den rigtige retning. Der er ikke en opskrift på den rigtige vej. Det er din vej, og vi vil sammen arbejde med at få øje på vejen, og du vil få værktøjer og mod til at betræde den.
Jeg har gode erfaringer med at samle en lille gruppe unge og skabe et fortroligt rum med mulighed for at dele svære emner. Og med mulighed for at træne og udvikle sociale kompetencer og nye måder at møde livets udfordringer på og ”være med det svære”. Det kan være værdifuldt at opleve, at du ikke står alene med din følelse af ensomhed.

