At være forældre

At være forældre er ikke altid en nem opgave. Du kan indimellem blive overvældet af bekymringer, frustrationer og usikkerhed. Ligesom vores børn kan være en kilde til glæde og stolthed, kan de også være en kæmpe udfordring. Fælles for de fleste forældre er et ønske om, at børnene klarer sig godt og oplever glæde og succes. Det er dog langt fra altid tilfældet – og heldigvis for det, da også modstand udvikler. Men det kan være rigtig svært at være forældre og vidne til børns mistrivsel.

Vi kan også opleve forholdet til vores børn konfliktfyldt. Der er måske mange uoverensstemmelser og skænderier, måske føler du ikke, at dit barn har den nødvendige respekt, måske har du taget dit barn i at lyve overfor dig, og du har mistet tilliden. Samtidig bliver du bekymret for, hvordan dit barn kommer til at klare sig i sit fremtidige liv, og du bliver måske formanende og kontrollerende i ønsket om at få barnet til at rette ind.

I samtalerne hos mig vil vi sætte fokus på forældreskabet. Vi vil sætte fokus på dine forældrestrategier og i fællesskab kigge på, hvad der fungerer og hvad ikke. Måske vil et slip af kontrol være nødvendigt, så dit barn lærer at tage ansvar, måske har du afgivet din styrke og ladet barnet bestemme og styre for meget. Det kan ofte være nødvendigt at få hjælp til at kigge på de mønstre, du og relationerne i din familie har udviklet og levet med. Mønstre der måske var hensigtsmæssige engang, eller som blot var uden bevidst stillingtagen, men som nu trænger til at bliver kigget på, evt. justeret eller måske endda helt kasseret for at blive erstattet af nye og bedre strategier og væremåder.

Det forunderlige er, at forandring i den måde du møder dit barn på, øjeblikkelig vil skabe forandring hos dit barn.

Ofte vil det i samtalerne være nok kun at arbejde med forældrene, andre gange kan det være hensigtsmæssigt også at inddrage barnet/børnene.

Det vil være muligt at blive fulgt tæt også udenfor mødesessionerne via mail, telefonopkald eller sms.